Spring til indhold

Sådan får dansk erhvervsliv adgang til EU-fond på over 2.000 milliarder kroner

08.12.2015  10:55
EU har afsat mere end 2.000 milliarder kroner til investeringer i Europa over de næste tre år. Deltag i arrangement den 4. februar, om hvordan dansk erhvervsliv får del i pengene.

"" 

De 28 EU-lande godkendte tidligere på året Europa-Kommissionens forslag om en investeringsplan på 2.350 milliarder kroner, der har det formål at få gang i den europæiske vækst og skabe flere arbejdspladser over de næste tre år.

Udenrigsministeren Kristian Jensen og erhvervs- og vækstministeren Troels Lund Poulsen vil komme med deres bud på, hvordan dansk erhvervsliv kan få del i milliarderne. Det sker den 4. februar 2016 fra kl. 14.30-16.30 i Eigtveds Pakhus ved Udenrigsministeriet i København.
 
Investeringsplanen, kaldet Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), træder i kraft den 1. januar 2016 og administreres af Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Chefen for EIBs nyåbnede kontor i Danmark, Stephen Hart, vil også deltage i arrangementet, hvor han vil fortælle om investeringsbankens generelle ombygning, om den treårige investeringsfond, og hvordan man som investor eller virksomhed kan promovere sine projektforslag.

Herudover vil der blive præsenteret virksomhedscases og redegøres for, hvorledes det er at lave forretning med EIB fra henholdsvis et kunde/låntager- og et leverandørperspektiv.

Pengene er målrettet projekter inden for følgende sektorer:

  • Informations- og kommunikationsteknologi
  • Forskning, udvikling og innovation
  • Uddannelse
  • Infrastruktur
  • Sundhed
  • Energi

Både store strategiske projekter og mindre projekter ledet af små og mellemstore virksomheder har mulighed for at skaffe medfinansiering via EFSI, og ingen EU-lande tilgodeses på forhånd.
 
Læs mere om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), her.

Hvis du ønsker at deltage i arrangementet d. 4. februar kl. 14.30-16.30, så tilmeld dig ved at sende en mail til eksportraadet@um.dk inden 26. januar 2016.



Seneste nyt

    Se alle