Spring til indhold

Danmark fortsat i top på udviklingsbistand

10.04.2018  10:53
Sammen med Norge, Sverige, Luxembourg og Storbritannien tilhører Danmark fortsat en eksklusiv kreds af lande, der lever op til FN’s målsætning om at yde 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand.

Det fremgår af de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD's foreløbige rapportering for 2017, der blev offentliggjort i går.

Her er Danmarks udviklingsbistand i 2017 foreløbigt opgjort til 0,72 procent af BNI målt på udbetalinger.
 
”Vi skal være stolte over, at vi igen lever op til FN’s målsætning på udviklingsbistanden. Gennem vores udviklingssamarbejde skaber vi bedre leveforhold, vækst og arbejdspladser i nogle af verdens fattigste lande og forebygger dermed også migrationsstrømme. Når vi hjælper mennesker i bl.a. Afrika og Mellemøsten med at få et bedre liv derhjemme, hjælper vi også os selv,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.
 
Regeringen har en målsætning om at yde 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand. Den endelig opgørelse af OECD-landenes udviklingsbistand offentliggøres sidst på året.

For yderligere information kontakt presserådgiver Marie Dørup Olesen tlf. 61979020.