Spring til indhold

Folketingsvalg juni 2019

10.05.2019  05:32

Læs her, hvis du ønsker at brevstemme til folketingsvalget den 5. juni 2019 på den danske ambassade i Hanoi eller ambassadens handelskontor i Ho Chi Minh.

Såfremt du er stemmeberettiget til folketingsvalg, kan du afgive din brevstemme på ambassaden i Hanoi (SENEST d.23. maj) eller på ambassadens handelskontor i HCMC (SENEST d. 22 maj 2019) . Der gøres opmærksom på, at brevstemmerne sendes til Danmark med post, hvorfor brevstemmer skal indgives i god tid før valgdagen, for at stemmen kan nå at blive talt med. Der kan afgives stemme mandag-fredag i tidsrummet 13-16 i både Hanoi samt HCMC.

Valgret til folketingsvalg

Du kan stemme til folketingsvalg, hvis du opfylder følgende:

• Er dansk statsborger
• Er fyldt 18 år
• Har fast bopæl i Danmark
• Ikke er umyndiggjort

Læs mere om stemmeret til folketingsvalg her.

Alle der opfylder ovenstående kan brevstemme i stedet for at møde op på valgstedet i Danmark på selve valgdagen. Læs mere om brevstemmeafgivning her.

Derudover gælder særlige regler for udvalgte grupper som bor i udlandet. Er man dansk statsborger og bor i udlandet, har man som udgangspunkt ikke valgret til folketingsvalg.

Udlandsdanskere

Man kan dog bevare sin valgret til Folketinget, selv om man bor i udlandet, hvis man som udlandsdansker har til hensigt at komme tilbage til Danmark, inden for 2 år efter at man er rejst ud. Hvis man er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for Danmark, bevarer man også sin valgret til Folketinget.

Du kan læse mere om valgret ved midlertidige ophold i udlandet her.

Hvis man er frameldt folkeregisteret og tilhører en af ovennævnte persongrupper, skal man søge om at komme på valglisten for at kunne stemme til valg i Danmark. Det gør man via folkeregisteret, når man melder sin flytning til udlandet, eller via et ansøgningsskema, som sendes til den kommune, hvor man sidst har haft bopæl. Læs mere om udlandsdanskeres valgret og hvordan man kan søge om at komme på valglisten her.